Et bigband er et jazzorkester, der består af ca. 16-20 musikere. Besætningen kan variere, men består for det meste af: fem saxofoner, fordelt på to altsaxofoner, to tenorsaxofoner og en barytonsaxofon, fire trompeter, fire basuner, fordelt på tre tenorbasuner og en basbasun, samt rytmegruppe, fordelt på klaver, guitar, trommesæt og evt. ekstra slagtøj.

Faktaboks

Etymologi

Bigband, (eng. big stor + band orkester)

Også kendt som

jazzens store orkester

Nogle af de mest kendte og populære bigbands gennem tiden er Duke Ellington bigband, Count Basie bigband, Tommy Dorsey bigband, Benny Goodman (kaldet "The King of Swing") bigband, The Glenn Millers Orchestra, Stan Kenton big band og Thad Jones-Mel Lewis Jazz Orchestra.

Skiftende besætninger

Besætningen i et bigband har gennem tiden været ret fast. Men den har dog varieret, enten i størrelse eller med instrumenter udover standardbesætningen. Duke Ellington havde kun tre basuner og ingen guitar, Benny Goodman var selv klarinettist, havde en vibrafon med men kun to basuner. En del underholdningsprægede besætninger havde lejlighedsvis strygere med, og Stan Kentons bigband havde fem trompeter, fem basuner og i perioden 1963-1966 også fire mellofoner (althorn med fremadrettet klangstykke) med.

I 1960'erne indførtes basbasunen som fjerde basun, ofte med tubaen som bi-instrument (indtil da havde basungruppen bestået af 4 tenorbasuner). Saxofonisterne har fra starten af haft klarinetten som bi-instrument, men nu bruges der også sopransaxofon, fløjte og basklarinet. Flygelhorn er blevet et obligatorisk ekstra-instrument for trompetisterne.

Bigbandets historie

Da jazzen kom frem i begyndelsen af 1900-tallet, blev al musikken improviseret. Meget enkelt formuleret bestod musikken af et tema eller en melodi, efterfulgt af improviserede soloer for det enkelte instrument, og så afsluttet med en gentagelse af temaet. Også i selve præsentation af temaet blev der improviseret kollektivt. Besætningen vekslede, men bestod ofte af trompet, klarinet, basun, klaver/banjo, kontrabas/tuba og trommesæt. Da besætningerne blev større, blev den kollektive improvisation for kaotisk, og man begyndte at arrangere musikken, skrive den ned på noder og indsætte afsnit, hvor de enkelte solister kunne improvisere.

Igennem 1930'erne voksede besætningerne, og man nærmede sig efterhånden standard-besætningen. Omkring 1935 brød swing-musikken igennem som mainstream dansemusik i USA, og bigband-formatet blev meget populært.

Specielt blev 1940'erne en storhedstid for bigbands. Stilistisk talte man om at bigbands spillede hot og/eller sweet. Det sidste var måske mere underholdningsmusik end egentlig jazz, men der var selvfølgelig flydende overgange.

Fra 1950'erne dykkede bigbands popularitet noget, men stilen har til stadighed udviklet sig. Fra overvejende at spille standardsange med vokal-solister og kendte swingstykker til dansebrug, skrives der nu mange originale koncert-værker, ofte af længere varighed. I dag findes der rigtig mange bigbands, både amatører og professionelle. En hel del professionelle bigbands er drevet af radiostationer, som fx det danske DR Big Band.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig