Justinian 1.

Justinian blev født i Tauresium, det nuværende Gradište i Nordmakedonien. Han kom ca. 495 til Konstantinopel, hvor han modtog undervisning og blev adopteret af sin onkel, den senere Justin 1. Justinian gjorde ligesom onklen karriere i militæret, og opnåede at blive medlem af de såkaldte candidati, kejserens tætteste livgarde.

Efter Justin i 518 blev kejser, fortsatte Justinian som candidatus og blev siden gjort til konsul i 521 og medkejser den 1. april 527. Justin 1. døde fire måneder senere, og Justinian var herefter enehersker. På et tidspunkt før sin kroning til medkejser blev Justinian gift med Theodora.

Justinian dannede flere alliancer før sin kejsertid. blandt andet var han stærkt involveret i den fortsatte strid om Jesu natur, hvor han stod på den chalkedonske side, og han havde tætte bånd til De Blå, der gav ham bred politisk indflydelse.

Justinian kom fra den latinsktalende del af riget og var muligvis den sidste byzantinske kejser, der havde latin som modersmål.

Justinian søgte gennem en ambitiøs militær, økonomisk, religiøs, juridisk, handelspolitisk og diplomatisk indsats at genetablere det universelle romerske kejserdømme, samtidig med at han førte krige mod persiske sasanider om de østlige provinser.

Ved langvarige og opslidende erobringstogter, de fleste anført af Belisarius og Narses, mod vandalerne og ostrogoterne, blev Nordafrika, Den Italiske Halvø og dele af Spanien atter indlemmet i riget. For at knytte imperiet sammen indførte han administrative standardiseringer, herunder samlingen af romersk ret (se Corpus juris civilis); samme formål havde initiativer, der skulle sikre kejserlig autoritet over kirken.

Han forestod det 5. økumeniske koncil i Konstantinopel i 553 og opførte talrige kirker, foruden Hagia Sophia blandt andre Hagia Eirene, og han undertrykte kætteri og hedenskab. Han udstedte love, der forbød hedninge at besidde offentlige embeder, og hans lovgivning indskrænkede drastisk jøders rettigheder. Justinians hustru, Theodora, var en støtte for ham, blandt andet i nedkæmpelsen af Nika-opstanden i 532, en folkelig opstand, der var tæt på at koste Justinian tronen.

Justinian nåede langt i sit forehavende med at samle riget, men omkostningerne var store; krigene havde hærget byer, fx Rom, og store landområder. Kort efter hans død rakte kræfterne i Konstantinopel ikke længere, og resultatet af det sidste forsøg på at samle Romerriget smuldrede hastigt.

• Hagia Sophia
• folkevandringstiden
• Det Byzantinske Rige