Ignatius

De syv såkaldte Ignatiusbreve skrev han kort før sin henrettelse til menigheder i Lilleasien (Efesos, Magnesia, Tralles, Filadelfia og Smyrna) og menigheden i Rom samt et personligt til Smyrnas biskop Polykarp. Brevenes ægthed har været omstridt, men er nu almindelig anerkendt. De er blandt de vigtigste kilder uden for Det Nye Testamente til vor viden om den ældste kirkes menighedsorganisation og kristendomsforståelse.

I Ignatiusbrevene skelnes klart mellem embederne som henholdsvis biskop, presbyter og diakon. Bispeembedet tillægges stor autoritet; uden biskoppen må der ikke holdes nadver eller døbes, og indgåelse af ægteskab bør prøves af biskoppen. Menighedens enhed under biskoppen ses som et udtryk for kirkens enhed med Gud. Ignatius advarer mod to former for vranglære, dels mod et doketisk kætteri (af græsk dokein 'at synes'), ifølge hvilket Jesus ikke var virkeligt menneske — både hans legemlighed og hans død var kun tilsyneladende (se doketer); dels mod dem, der synes at indordne kristendommen i jødedommen og under Det Gamle Testamente. I brevet til menigheden i Rom bønfalder Ignatius menigheden om ikke at forsøge at skaffe ham benådning og dermed hindre ham i gennem martyriet at nå Gud; han ser sin forestående død som et offer delagtigt i Kristi offer og i nadveren.

Ignatius' syv breve findes i dansk oversættelse i de nyere udgaver af De Apostolske Fædre.

• Polykarp